| Tilbage |
Straffen for gårsdagens udskejelser udeblev ikke! Godt med tømmermænd og dagens tur til Teide var i farezonen. Vi valgte nu det rigtige og var klar til at tage med bussen kl. 7:05. Vi sov en del i bussen på vej op mod Teide. Teide er med sine 3717 meter Spaniens højeste punkt. Hvis der er noget, man skal se på Tenerife, så er det Teide. En meget stor oplevelse at komme så højt til vejrs og nyde den meget særprægede natur. Bussen førte os op i 2356 meters højde. Undervejs (når vi var vågen) kunne vi se, hvordan landskabet ændrede sig fra kaktusser til nåleskov for til sidst at være ren lavaområde. I 2356 meters højde ligger Teide foran os som et stort bjerg. Hvis man vil yderligere op mod toppen, skal man med en svævebane, der kan bringe en op i godt 3500 meters højde. Mine forældre havde tidligere taget turen og hvis svævebanen ellers er åben, så anbefalede de kraftigt turen, selv om prisen er lidt høj: 2100 ptas (børn op til 8 år: 1000 ptas). Guiden havde fortalt i bussen, at svævebanen havde været lukket på grund af blæst de sidste par gange, rejseselskabet har arrangeret turen, men denne dag var vi heldige. Banen var åben og vi styrede direkte mod startstedet. Banen åbnede kl. 9 og vi kunne komme med første tur op. Dermed undgik vi også de lange køer, som mine forældre havde været vidne til sidste gang. Altså et godt råd: sørg for at være ved Teide tidlig.
Man siger, at temperaturen falder en grad for hver 100 meter, man kommer over havoverfladen. Da vi nu befandt os i 2356 meters højde, skulle det være omkring frysepunktet og koldt var det da også, selv om flere stadig gik rundt i shorts og tshirts. Jeg foretrak at hoppe i et joggingsæt med det samme vi steg ud af bussen. Hvis man først kom til at fryse, kunne det blive en kedelig oplevelse resten af turen.
Turen op i svævebanen tager ca. 8 minutter og går stejlt opad mod Teides top. Vi bliver sat af omkring 200 meter fra selve toppen, der er lukket for offentligheden. Det har tidligere været muligt at komme helt til tops, hvilket har slidt så meget på toppen. Derfor har man valgt at lukke af. I 3500 meters højde er der sne. Det er lidt mærkeligt at gå rundt i ikke særlig meget tøj på sne. En anden ting, der meget hurtigt går op for én er den tynde luft. Der skal ikke foretages meget fysisk, før man hiver efter vejret. Så det gælder om at bevæge sig langsomt og have en regelmæssig vejrtrækning. Bare det, at spise, kan mærkes. Man hiver efter vejret.
Udsigten er fantastisk. Uanset hvilken vej man kigger, er der en enestående udsigt. Desværre er det meget diset i horisonten, så vi kan ikke se vandet omkring øen eller nogle af de øvrige Canariske øer. Alligevel er der nok at nyde. Det bliver til en lille gåtur ad en fastlagt sti og et ophold på totalt set ca. ½ time, inden vi vælger at tage med svævebanen ned igen. Atter er vi med stort set første "bus", så der er god plads til at nyde turen ned. Snart er vi tilbage ved udgangspunktet, hvor der er god tid til at kigge på de billeder, der blev taget af én umiddelbart før vi steg ind i svævebanens vogn. Hér kender de også prisen: 800 ptas. for et middelmådigt billede. Vejret føles noget varmere "hernede" - ihvertfald i solen.
Kl. 11:30 blev vi atter hentet af bussen, der kørte os nogle få kilometer væk til en række klippe/lava formationer, der er meget karakteristiske. Den mest kendte af disse formationer er "Guds Finger". Ved denne formation er der hugget en trappe ud, som bl.a. blev anvendt i en film "Moses" - med situationen, hvor Moses går op til Vorherre efter de 10 bud.
På vejen hjem har vores guide (Camilla) et par selskabelige indfald - bl.a. et spørgeskema, der skal kontrollere, hvor meget vi har hørt efter undervejs. Det går ikke så godt, men vi har jo også sovet lidt ind imellem...
Vi nåede hotellerne igen ved 14-tiden og efter frokost slappede vi af i vores lejlighed. Vejret var en smule diset, så det kunne godt tillades med en lur på "værelset".
Et bad og vi er klar til at gå ud og spise for sidste gang i denne ferie. Menuen skal i aften bestå af en peberbøf, og selv om vi flere gange har spurgt os for, for at få et tip, så følte vi ikke, at der var nogen, der havde tippet! Vi fulgte vores egen næse og stilede mod en franskinspireret restaurant over for en anden restaurant (El Sol), som vores guider havde anbefalet. El Sol skulle også være franskinspireret, hvilket det muligvis er. Stedet virkede blot ikke tiltrækkende på os, bl.a. fordi det så noget snadsket ud udefra. Det alternativ, som vi havde kig på, hed Coeur de Filet, og atter måtte vi indstille os på at skulle vente på at få et bord. Her var man dog praktisk anlagt, idet man havde allieret sig med en bar/cafeteria overfor, hvor man kunne indtage en drink, mens man ventede. Der var et samarbejde mellem de 2 steders tjenere, så der var helt styr på, hvornår det blev éns tur. Vi nåede ikke at blive færdig med et glas sangria, før vi blev vinket over til et lille bord inde i restauranten, der vr meget stilfuld indrettet - især efter spanske og men også efter danske forhold. Det franskinspirerede varede dog kun til vi beder om vinkortet. De havde ikke noget men vi måtte tage til takke med et lille udvalg af spanske vine. Da vi var ved "finalen", valgte vi en Faustino I (prisen er godt 4000 ptas.). Vi fik alle 3 en meget lækker bøf, der var flot stegt, rød i midten og fin sprød i kanten. Et er at bestille en eller to flasker af husets vin. Et andet er at bestille en rigtig god flaske vin og så ellers slukke tørsten med vand. Det sidste giver helt klart den største oplevelse. Prisen for os alle 3 er ca. 500 kroner, og det er meget efter lokale forhold men så afgjort billig, hvis man skulle sammenligne med en dansk restaurant.
Vi orkede kanske simpelt ikke at gå hjem til hotellet bagefter men valgte at tage en taxa. Prisen for taxa i området var omkring 350 - 500 ptas. Derhjemme vil man nok ikke bruge så mange penge på taxa - det blev jo nogle ture i løbet af ugen - men hernede sidder pengene lidt løsere på lommen.
Vel tilbage på hotellet kravler vi direkte i seng. Vi orkede ikke hverken kaffe eller en godnatdrink.
Så skal der pakkes kuffert. Vi bliver afhentet ved hotellet kl. 11, så der var god tid til at få pakket. Jeg havde egentlig en plan om, at jeg ville til marked i Los Christianos her til morgen. Tidsmæssigt kunne det fint hænge sammen, men der var i dag en kraftig blæst, så jeg forventede ikke, at det ville være nogen fornøjelse at gå på marked nede ved stranden. Så jeg nøjedes med at slappe lidt af og suge den sidste sol til sig.
Derudover havde vi alle 3 sovet dårligt. Måske rejsefeber?
Det tog ikke lang tid at få pakket kufferterne, bortset fra, at hver gang kufferten var færdigpakket, så dukkede der lige en ekstra ting op, som også skulle have plads i kufferten.... Det lykkedes dog at få plads til det hele. Morgenmaden bestod i dag atter af æg, bacon og tomat. Det var blevet en lille tradition med disse ting. En anden tradition er at få drukket de slatter, som der er tilbage. Denne gang blev det meget overkommeligt, idet det hele gik op i en højere enhed. Dog virkede det lidt mærkeligt at drikke en god McAllen whisky umiddelbart efter morgenmaden, men det var ikke det helt store problem!
I god tid før bussens ankomst, forlod vi værelset. Inden vi så os om, sad vi i bussen på vej til lufthavnen. Vores guide Camilla kunne allerede nu fortælle, at vores fly var 2 timer forsinket. Pokkers også! Men vi havde faktisk talt om, at der også i dag kunne være risiko for, at flyet skulle mellemlande på vej mod Tenerife. Det viste sig senere, at flyet var kommet for sent fra København om morgenen, hvilket var årsagen til forsinkelsen.
Med forsinkelsen kunne vi se frem til 4 timers ventetid i lufthavnen. Der foregår jo så meget i en lufthavn, så ventetiden virkede ikke så lang. Forretningerne blev pløjet igennem et par gange og først i anden omgang blev vi fristet. På et tidspunkt bekendtgøres over højttalerne, at vores gatenr. er blevet ændret og at vi skal gå til gate nr. 3. Det resulterede jo i en større folkevandring til den opgivne gate. Her fik vi så til gengæld lov til at vente i ca. ½ time. Det viste sig, at højttalerkaldet ikke var et egentlig udkald men blot en ændringsmeddelelse.
Vel ombord i flyveren blev vi bedt om at indtage vores pladser, da vi eller ville miste vores slot-tid. Slot-tiden er det tidspunkt, hvor flyet har starttilladelse. Efter yderligere 10 minutter måtte kaptajnen bekendtgøre, at vi havde mistet vores slot-tid, da flyets motorer endnu ikke var startet - det skulle de have været 5 minutter tidligere. Yderligere forsinkelse, hvilket man ikke har så meget lyst til. Vi kunne se frem til en ankomst i Billund efter kl. 21, og det er sent for et par små børn, der venter på deres far.
Men forsinkelsen var ikke så lang. Snart var vi i luften og sidste blik af Tenerife bliver sandstormen på strandene (godt at man skal hjem) og så selvfølgelig Teide. Turen hjem gik som den slags ture plejer. God mad og en snaps til flyversilden.
De sidste par timer virkede lange, selv om turen var flot. Der var stort set skyfrit hele vejen op gennem Europa og vi fik et flot syn af bl.a. Algarvekysten i Portugal, Paris og Bruxelles.
På dette tidspunkt havde jeg svært ved at skjule, at jeg glædede mig til at komme hjem til min kone og mine børn.
Vi landede i Billund ca. 21:30 og kufferterne kom meget hurtigt ind i afgangshallen. Det kunne næsten ikke gå hurtigt nok med at blive genforenet med familien, men ak - tolderen vinkede os til side. "Hvor kommer I fra?", spurgte han venligt, vel vidende, at alle gæster i hallen kommer fra Tenerife, men så har han jo indledt "samtalen". "Hvad har I så med?", spurgte han venligt. Vi kunne kun sige, at vi havde det kvantum af spiritus og cigaretter, som vi måtte have. "Må jeg lige se?", var hans næste spørgsmål. Min far lukkede sin håndbagage op og fremviste 3 ½ flasker spiritus. "Hvor har I resten henne?". "Ja, det har jeg i min kuffert", skyndte jeg mig at sige. Den lå nederst og var den største. Det afskrækkede ham imidlertid ikke. Han hev den selv frem og jeg fik fumlet en nøgle frem og lukkede kufferten op. Her lå ganske rigtigt nogle flasker, behørigt pakket ind i håndklæder og andet tøj og derefter puttet i plasticposer. Det føltes meget ydmygende at stå til skue for de øvrige gæster, der sivede langsomtforbi os.
Tolderen rodede godt rundt i kufferten og hver gang han fandt en flaske, skulle vi gøre rede for indholdet. Han var tilfredse med vores svar og vores tilbud om at lukke op for plasticposerne, så han kunne se indholdet, fandt han ikke nødvendigt. Han godkendte "lasten" og vi lukkede kufferten (i den gal hast) og skyndte os videre. Den ene af flaskerne viste sig nemlig at være af en lidt kraftigere beskaffenhed end den rødvin, som vi havde opgivet til tolderen. Derudover var der en flaske i kufferten, som tolderen ikke havde set. Så vi var milimeter fra en bøde, må man sige.
Men jeg skal love for, at det var en forvirret og lettere chokeret far, der blev genforenet med kone og børn! Nerverne skulle dulmes med en kold Cola... Efter en hurtig afsked med mine forældre, der skulle til Frederikshavn, gik det hurtigt mod Fredericia. Børnene sov ret hurtigt. Kl. 22:30 var vi hjemme igen og der blev kun pakket sporadisk ud, inden trætheden overmanede én. Det var lækkert at mærke sin egen seng igen.
Vi kunne se tilbage på en dejlig ferie på en ferieø, som jeg gerne besøger igen. Klimaet er utrolig lækker efter danske øjne. Herning Rejser stod som arrangør og det var et frisk pust, at rejse med dem. Deres guider kunne der ikke sættes noget på. De var som tidligere nævnt friske og utrolig søde. Så alt i alt kunne jeg vel finde på at rejse med Herning Rejser næste gang...
Men næste gang skal familien med, det er der ingen tvivl om!
| Tilbage |